Landemærket 25 · 1119 København K · Tlf.: 87 22 33 55 · Se butikken

Interview Med Morten Thorhauge

Interview Med Morten Thorhauge

Udgivet d. 22/03/2017

Kategorier: Interviews

Af Rasmus Espersen

Morten Thorhauge er for tiden på Danmarksturné med sit band Carpark North. I den anledning har han fået bygget et splinternyt, unikt Drum Limousine-trommesæt. Sættet er i akryl, og der er installeret LED lys i alle farver i hver tromme, som styres separat. Men det er ikke bare et almindeligt, gennemsigtigt trommesæt med lys i – det ville have været alt for disco til Mortens smag. Han har derfor designet en coating i et særligt mønster, der gør, at sættet uden lys fremstår i matsort. Når lyset så aktiveres af bandets lysmand, så lyser det ud af trommerne i et særligt mønster, der passer til lysshow og visuals.

Størrelserne på trommerne er de samme som på Morten Thorhauges to andre Drum Limousine-trommesæt i henholdsvis krom og Black Croco Leather med hvid hardware, nemlig 24×14” stortromme og 13×9”, 16×16” (på kromsættet dog 15×15”) og 18×16” tammer. Størrelserne er valgt for at ramme en klassisk rocklyd – og så slår Morten altså temmelig hårdt, så en 10” tam ville dø i hans lydbillede.

Lilletrommen er en 14×5,5” stållilletromme i hvid lak. Den blev bygget med nøje instrukser om, at den skulle lyde ligeså godt, som den gamle Ludwig Supraphonic-lilletromme fra 1960’erne, som Morten bruger i studiet. Resultatet blev så godt, at han nu er meget tøvende omkring at få lavet en akryllilletromme, der passer til hans nye trommesæt. Lilletrommen er udstyret med Tight Screws, fordi Morten slår almindelige stemmeskruer løs på ingen tid, ja sågar kan han slå dem helt ud af bunden!

Med til trommesættet hører en 20” gongdrum. Det er en effekttromme, der modsat stortrommens subwooferbund leverer en bund hen i retningen af den i et marchingband. Trommen tjener både som et scenografisk og et musikalsk element. Morten leger meget bag trommesættet, og trommen giver flere kreative muligheder i de fills, der for mere end 70 procents vedkommende varierer fra koncert til koncert.

Hvad bækkener angår, så er Morten Thorhauge også til de store rockstørrelser her. Han er af den gamle skole, der ønsker massive størrelser, nemlig 15” hihat, 20” crashbækkener og 22” ride varierende imellem Avantgardes Tribute-serie, Roughcut-serie og sine egne signaturbækkener. Adspurgt om bækkenvalget svarer Morten: ”Trommerne lyder skidegodt. Men bækkenerne, det er der Søren (manden bag Drum Limousine og Avantgarde, red.) virkelig brillerer. De har en knækket klang, som om der er kommet lidt grus i maskineriet. De er ikke så kedelige og klokkeagtige som andre bækkener. Klangen er interessant, ikke så steril som hos flere store fabrikanter. De passer godt til min stil – og så holder de! Det er de bedste bækkener af alle dem, jeg har hørt!”.

Bruce Springsteen på papkasser

Morten Thorhauge startede med at spille trommer som 8-årig. Trommer er måske så meget sagt, for det var faktisk bare papkasser, han spillede på. Storebroderen var begyndt at spille guitar, så lillebror Morten trådte til og agerede rytmisk bund på Bruce Springsteens ”Born in the USA”. Sidenhen begyndte han i Hinnerup Musikskole, og et begyndersæt erstattede papkasserne. Han blev hurtigt god til at spille trommer, så god, at han stoppede i musikskolen efter 9. klasse. Herefter begyndte Morten at spille i mange bands, og som 17-årig blev han headhuntet til et band, hvor også Lau Højen blev hentet ind. Bandet gik i stå, men Lau og Morten ringede sammen om at starte et nyt band. Lau kendte en bassist fra efterskolen, og i juli 1999 troppede denne bassist op – ikke med en bas, men med en Juno 106-synthesizer. Morten var solgt fra starten og bandet blev en realitet. Bassistens navn var Søren Balsner, bandet var Carpark North, og resten er historie.

Her snart 18 år efter har Morten Thorhauge brugt halvdelen af sit liv sammen med Lau Højen og Søren Balsner i Carpark North. De er blevet voksne sammen i bandet uden at drive fra hinanden. Det er et sjældent syn, og Morten har da også gjort sig nogle tanker om, hvordan det har kunnet lade sig gøre. Først og fremmest, så har de det stadig sjovt – faktisk sjovere end nogensinde. De er kommet op i den musikalske superliga med et stort maskineri. Meget afhænger af dem – både deres eget og andres levebrød – og det trives de med. De bliver bedre og bedre til musik, og ilden, der startede det hele, brænder stadig. De tre i Carpark North tror på hinanden. De er sammen om musikken og har altid delt rettighederne i tre lige store dele. De er fuldt ud bevidste om, at alle ikke kan være lige kreative på alle tidspunkter, ligesom der er et socialt hensyn at tage, når der er kommet børn og familie til, men de stoler på hinandens engagement og ved, at det er ens for alle. Så når en ikke trækker helt så meget af læsset i en periode, så er det til gengæld ham, der kommer og trækker din del i en anden periode. Det er en kæmpe styrke for Carpark North, at de ikke er afhængige af én mands kreativitet, men at alle kan byde ind og føre bandet videre.

Sangskriver hjemme, trommeslager på scenen

Morten Thorhauge har ikke et trommesæt hjemme hos sig selv. Han spiller kun på trommer, når han er sammen med bandet. Hjemme spiller han klaver, og det har han gjort i 25 år. På det skriver han sange hver eneste dag. Nogle gange er det en færdig sang, han skriver, andre gange blot et stykke eller en hookline. Lau og Søren arbejder på samme måde, og alle Carpark North-albums er således en smeltedigel af 50 mere eller mindre færdige sange, der er kogt ned til en 10-12 færdige sange.

At lave en Carpark North-plade er ikke nemt. De tre står på deres helt egen musikalske banehalvdel uden klokkeklare referencer at trække på. Musikken er en genrehybrid, fordi bagmændene både er en flok popdrenge med hang til gode hooklines og er svært glade for energien i rockmusik. Bagkataloget er efterhånden stort nok til, at de kunne bruge sig selv som reference, men det nægter Morten Thorhauge kategorisk. Carpark North har ingen interesse i at gentage sig selv. Det er måske nemt, men det er ikke sjovt, og lytterne ville gennemskue dem med det samme. Hver plade skal have noget at byde på, for Carpark North dyster ikke kun om spilletid på det lokale marked, de kæmper globalt med internationale stjerner om pladsen på P3 og Spotify. Det er en kamp om udvikling uden integritetstab, og den bliver vundet ved, at Carpark North er musikalsk nysgerrige. De er ikke revolutionære, men i det stille sind skubber de sig selv frem og ud på nyt land. Kampen er hård, men det er det, der gør det sjovt.

Morten Thorhauges arbejde er også hans hobby. Han skriver sange hver eneste dag – primært til Carpark North, men han laver også reklamemusik ved siden af, og han co-writer med andre kunstnere. Morten er så privilegeret, at han får penge for noget, som han havde gjort alligevel. Han er professionel musiker og sangskriver, og herigennem har han lært, at det er vigtigt at huske at have det sjovt. Musikken er stadig en hobby, men den er også et levebrød, hvilket gør, at musikken bliver vigtig – ikke kun sjov. Her er det altafgørende ikke at lade det kommercielle styre, selvom der er meget på spil. Man må ikke glemme legen og kreativiteten. Kreativiteten tager Carpark North med sig ud af øvelokalet. De er et gør-det-selv-band, hvor Morten står for visuals og scenografi, Lau står for al artwork, og Søren er en ørn til at styre firmaet og økonomien.

 

Foreviget som Lego-figurer

Der er altid noget at lave i Carpark North. De daglige skriverier fylder skrivebordsskuffen med sange, temaer og hooklines, der endnu ikke har fundet et hjem, så der er altid en, der har en god idé, som man kan arbejde videre på.  Da Carpark North blev kontaktet af Lego med henblik på at lave et nummer til Lego Nexo Knights-tv-serien, så havde de lige det perfekte nummer liggende i form af ”Unbreakable”. Sangen havde været oppe at vende som en kandidat til Phoenix-albummet, men koden blev ikke knækket, så den røg tilbage i skuffen. Til Legos fantasiverden passede den ”sporty” sang derimod som fod i hose, så sangen fandt et hjem, mens drengene i Carpark North fik krydset en drengedrøm af de helt store af på bucketlisten. De tre medlemmer blev foreviget som Lego-figurer, og de fik fornøjelsen af at arbejde sammen med en flok ekstremt kreative mennesker.

2017 for Morten Thorhauge og resten af Carpark North er allerede godt i gang. De har spillet for fulde huse i Tyskland, og de er i øjeblikket i gang med en stort set udsolgt forårstour. 24. maj starter festivalturneen i Jelling, og til efteråret skal Tyskland igen have besøg, inden året sluttes af med en Arena Tour til november, hvor Scandinavian Congress Center i Aarhus, Royal Arena i København og Aalborghallen besøges. Her skulle der være rig mulighed for at høre ny musik. Om 14 dage udkommer nemlig singleforløberen til Carpark Norths kommende femte album.

Skrevet af:

Rasmus Espersen