Landemærket 25 · 1119 København K · Tlf.: 87 22 33 55 · Se butikken

Interview Med Mathias Miang

Interview Med Mathias Miang

Udgivet d. 15/11/2016

Kategorier: Interviews

”Tak til Danmarks smukkeste trommeslager!”, sagde CHINAH om Mathias Miang, da de fornylig vandt talentprisen til P3 Guld. Miang var ikke selv tilstede ved showet, da han var i Vietnam med SAVEUS – sidste års helt store P3 Guld-højdepunkt. Mathias Miang er fast mand bag trommerne i begge orkestre, men jobbet som trommeslager var ikke hans forældres oprindelige plan.

Egentlig skulle Mathias Miang bare have overtaget sin storebrors el-guitar, fordi et trommesæt larmede for meget, men på bedste rebelvis startede han som 11-årig rockbandet Green Devils sammen med sine venner i fritidsklubben. Her spillede han på trommer og lavede sange om damer og tequila. På trods af aldrig at have rørt en pige eller drukket alkohol blev dette startskuddet til Miangs karriere som trommeslager. I samråd med fritidsklubbens pædagog og trommeslager Jakob Iisager (Blå Øjne m.fl.) gav Miangs forældre ham lov til at købe sit første trommesæt. Det var et bastardsæt bestående af stortromme, lilletromme og hihat, og der blev øvet på det i timevis hver dag. Stortrommen, en 18” Ludwig fra 70’erne, blev udstyret med en dobbeltpedal, for hård rock var det eneste, der sagde Miang noget i de år. I slutningen af folkeskolen skubbede interessen for funk, soul og jazzmusik dog på, hvorfor trommerne blev solgt og erstattet af et helt trommesæt.

Efter folkeskolen tog Mathias Miang på Sejergaardens Musikefterskole i Tølløse, hvor han fik en anden Drum Limousine-artist som trommelærer, nemlig Jesper Thomsen. Han inspirerede Miang til at fortsætte ad trommesporet, hvorfor Miang søgte ind på Skt. Annæ Gymnasiums fireårige kombination af en MGK og en gymnasieuddannelse. Her blev han dog træt af nodelæsning og musikteori, så planen om at søge ind på musikkonservatoriet blev droppet. Mathias Miang ville bare spille musik og slå på trommer.

Jam sessions og gode venner

Efter gymnasiet sørgede Mathias Miang for at komme så meget ud at spille som muligt. Han deltog blandt andet i jam sessions i København, hvor han fik muligheden for at spille sammen med mange rigtig dygtige musikere. Således har Miang fået mange gode venner i musikmiljøet, hvilket har givet ham jobs for navne som Clara Sofie, Jokeren, Julias Moon, ANYA, Patrick Dorgan, Cisilia, Nik & Jay og Darkness Falls foruden Sebastian Lind, SAVEUS og CHINAH.

Backstageområderne på diverse festivaller er andre glimrende steder at møde nye og gamle venner, hvorfor det ene job ofte har ledt til det næste for Mathias Miang. Kammeratskabet er ligeså vigtigt som musikken for ham. Med mange timer i en tourbus er det en fordel – ja, nærmest en nødvendighed – at være gode venner. Der har været seks timer lange køreture i Tyskland, som har føltes som et øjeblik. At gå på arbejde for Mathias Miang er således uadskilleligt fra at hænge ud med vennerne.

Drum Limousine og Avantgarde

26-årige Mathias Miang har levet af at spille trommer i godt og vel fem år nu. Hans professionelle karriere startede hos Sebastian Lind, med hvem Miang turnerede meget i Danmark og Tyskland. Dengang spillede han allerede på Avantgarde-bækkener, og forelskelse heri gav ham muligheden for at blive artist hos Drum Limousine. Miang fik sig således et trommesæt i størrelserne 12″x8” og 16″x16” tammer, 22″x18” stortromme og en 13″x6” lilletromme i Black Croco Leather. Miang ønskede sig egentlig blot stortromme, gulvtam og lilletromme, da det var alt, hvad han brugte af akustiske trommer med Sebastian Lind. 12” tammens plads var okkupereret af en Roland SPD-SX sampling pad. Men Søren (manden bag Drum Limousine) insisterede dog på at bygge en 12″x8” tam, fordi han forudså, at den alligevel ville blive nødvendig at lave på et tidspunkt.
Og Søren fik ret. I dag spiller Mathias Miang med 12″x8”, 16″x16” og 22″x18”, når han spiller med SAVEUS. Den matchende trælilletromme er dog fornylig blevet erstattet af en 14″x5,5” stållilletromme fra Drum Limousine, da denne kunne bringe mere skral og liv i studiet. Skral og liv bliver der også masser af live, for Miang har stållilletrommen med i sit setup på den nuværende danmarksturné med SAVEUS. På bækkenfronten er der også masser af liv. Her spiller Miang med en 13” Precision hihat, et 17” Cope crash, et 20” Cope ride og yndlingsbækkenet, et 18” Precision crash med huller i. Det er trashy, det åbner hurtigt, og det er perfekt til lange smadderstykker, fordi det aldrig bliver for meget eller for skingert. ”Lyden ligger et sted imellem et normalt O-zone og et crashbækken”.

Akustisk vs. Elektronisk

I dag spiller Mathias Miang primært som fast mand i SAVEUS og CHINAH. Mens setuppet i SAVEUS er 100 % akustisk og bækkenerne er valgt ud fra power og livefeeling, så er setuppet i CHINAH i en helt anden boldgade. Her er den læderbeklædte 13″x6” trælilletromme den eneste akustiske tromme i sættet, der ellers består af Rolands SPD-SX foruden en masse elektroniske pads og triggers. På bækkenstativerne hænger der Avantgarde Precision EFX deep hammered 13” hihat, 18” crash og 20” ride. Det var lidt af et tilfælde, at de kom op. Miang manglede et ekstra sæt bækkener i løbet af sommeren, fordi han turnerede med SAVEUS og med CHINAH samtidig. Han havde dog ikke mulighed for at komme forbi Drum Limousine-butikken og vælge nogle ud, så Søren sendte ham disse tre dybt hamrede bækkener. Det tog ikke mere end et par timer i øvelokalet for Miang at værdsætte det geniale (eller heldige?) valg af tynde, crispy og beskidte bækkener. I det pæne, polerede og sampleprægede lydunivers var det fedt at kunne tilføje noget støvet og skramlet. Bækkenerne skiller sig ud og gør det pæne lydunivers mere liveagtigt, så Miang ikke kun leger med elektronik, men også får lov at spille ”rigtige” trommer med CHINAH.

Mathias Miang er aktuelt på tour i Danmark med SAVEUS. Sebastian Lind har trukket sig tilbage fra musikscenen de seneste år grundet sygdom, men han er tilbage med Miang bag trommerne for en enkelt koncert i Store Vega og en gæsteoptræden hos vennerne i Dúné i november måned. 2017 byder på danmarksturné og europaturné med både SAVEUS og CHINAH for Mathias Miang, og så skal vintermånederne ellers bruges i øvelokalet. Miang elsker at lukke sig inde med trommerne og hygge sig, mens det er koldt og mørkt udenfor. Det er primært her, at han har tid til at øve for sig selv. ”Om sommeren er det meget sjovere at være ude med vennerne og spille koncerter!” afslutter han og tager af sted til lydprøve i Falconer Salen med Sebastian Lind.

Skrevet af:

Rasmus Espersen