Interview med Jakob Lundbye fra Soulkompagniet

Interview med Jakob Lundbye fra Soulkompagniet

Udgivet d. 27/09/2016

Kategorier: Interviews

Af: Rasmus Espersen

26-årige Jakob Lundbye fra Aalborg har spillet trommer siden han var 8 år, hvor han jammede jazzstandarder med sin far bag flygelet i stedet for at få fortalt godnathistorier. Her begyndte Lundbyes musikalske uddannelse, der fortsatte med musikskole, musikefterskole og Aalborg Katedralskoles store musiksatsning med musik på højniveau, bigband og en musiklærer, der hurtigt spottede talentet. Efter gymnasiet lærte Musikalsk Grundkursus (MGK) Lundbye, at han sagtens kunne leve af og leve med at spille musik hele dagen, så med blot et års MGK i bagagen blev Jakob Lundbye optaget på Musikkonservatoriet i Aalborg, hvor han nu studerer på 5. og sidste år.

Sideløbende med konservatoriet spiller Jakob Lundbye med sin ven og tidligere slof, popmusikeren Gregers. I 5 år har han siddet bag trommer og givet nyt liv til den velproducerede popmusik, der trækker sine tydelige spor tilbage til den varme lyd fra 60’ernes og 70’ernes soulmusik, der står Lundbyes hjerte så nært.

Passion for soulmusik

Passionen for soulmusik får Jakob Lundbye lov til at udleve til fulde i luksuscoverbandet Soulkompagniet. Her kommer Marvin Gaye, Aretha Franklin og hele lyden fra pladeselskabet STAX i kyndige hænder, når 7-mandsorkesteret i jakkesæt og divakjoler leverer en helhedsoplevelse af et show, der sender publikum på en tidsrejse.

Ved siden af Gregers og Soulkompagniet sidder Jakob Lundbye ind hos så prominente folk som Nanna Lüders, Jesper Thilo, Hugo Rasmussen og Mud Morganfield -søn af legenden Muddy Waters moved here. Undervisning bliver der også lige tid til at give ved siden af studierne, hvor Lundbye nyder at have muligheden for at lære fra sig og give noget videre til næste generation af trommeslagere.

Jakob Lundbye har været Drum Limousine Artist siden 2015, hvor han fik muligheden for at udleve sin drengedrøm: at designe sit eget trommesæt. Lundbye havde spillet på Drum Limousine-trommesæt før og var blevet bidt af den bløde, varme lyd, der kunne gå ufiltreret igennem mixerpulten.

Drum Limousine sæt

Jakob Lundbye designede et trommesæt i størrelserne 10×7,5”, 12×8”, 13×9”, 14×14”, 16×16”, 20×16” og 22×16”.

Jakob Lundbye Drum Limousine artist

De fem tammer og to stortrommer kom sig af, at Lundbye ønskede et sæt til jazz, et sæt til pop, et sæt til rock og et sæt til soul. Så med dette trommesæt har han friheden til at sammensætte lige netop det setup, der passer til dagens gig uden at gå på kompromis. Han kan spille traditionel soul med 20, 13, 16; rock med de store trommer eller jazz med de små.

Til sit Drum Limousine-trommesæt valgte Lundbye en blue pearl finish med relic brown wood hoops. Han ønskede at lægge noget af sin personlighed i farvevalget: en unik finish, der ikke stikker ud. Lundbye er sideman, han skal ikke overstråle de andre musikere på scenen. Den blå yndlingsfarve kombineret med den vintage perlemor og brune træreifer på stortrommerne blev legemliggørelsen af dette ønske. En legemliggørelse, der opsøgte Lundbyes drømme ugentligt indtil det færdige resultat stod klart.

Jakob Lundbye spiller Drum Limousine på grund af den gode, varme lyd, muligheden for at designe sit eget drømmesæt i både setup og finish, og fordi Drum Limousine er håndlavet. Der er mennesker bag ligesom i 60’ernes og 70’ernes soulmusik.

Jakoblundbye.dk og Soulkompagniet.dk

Skrevet af:

Rasmus Espersen