Udgivet d. 28/10/2016
Kategorier: Interviews
Af: Rasmus Espersen
Eddi Jarl er en mand, der trives med at have mange vidt forskellige projekter i gang på samme tid. Det holder ham i form. I sommerperioden spiller han med Lars Lilholt Band som den klare førsteprioritet, men resten af året er der tid til at pleje en lang række andre projekter som for eksempel Vestbo Trio og The KutiMangoes.
Vestbo Trio er solstrålehistorien om et skoleprojekt på musikkonservatoriet, der har fået lov til at leve videre. Trioen spiller noget så sjældent som instrumentalmusik under overskriften ”musikalsk coolness, skarpe melodier og et tight groove”. Her er Eddi Jarl med helt nede i maskinrummet, hvor han for tiden er i gang med at booke en dobbelt trio turné med Uffe Steen Trio og Vestbo Trio. En tour, som du kan få en forsmag på den 3. november på Atlas i Aarhus.
The KutiMangoes er et prisvindende afrobeatorkester med base i København. Musikken har sit afsæt i inspirationskilderne Fela Kuti og Charles Mingus, den er instrumental og meget grooveorienteret, hvilket gør det ekstremt fedt at være trommeslager i bandet. Eddi Jarl startede som tilkaldevikar, men er nu blevet fast mand bag trommerne. Det har bragt ham vidt omkring – både Afrika, Asien og Sydamerika er blevet besøgt med orkestret. Til november drager The KutiMangoes på tour i Tyskland.
Eddi Jarl har brugt sin efterårsferie sammen med et Drum Limousine i Champagne Sparkle i størrelserne 24×16”, 12×6” og 16×16”. Sættet stod bare i butikken og lokkede med sin 24” stortromme, en størrelse, som Eddi ikke havde stående i sin ellers imponerende trommesamling. Da han satte sig bag sættet, kom inspirationen prompte. En sådan direkte kanal til inspirationens muse var en fordel, da sættet skulle i aktion fra 9 til 21 hver dag under optagelserne til dk4’s Dansk Pop Talent-program. Programmet er en videreudvikling af sidste års succesfulde Dansk Top Talent-program, hvor Eddi Jarl også var at finde bag trommerne i backingbandet for de 72 deltagere.
Lars Lilholt Band
Når Eddi Jarl bruger sommermånederne på at spille med Lars Lilholt Band, er han let at genkende. Han er manden i midten bag de to stortrommer. På 2015-touren spillede han på et Drum Limousine i Gold Sparkle med træreifer. Sættet bestod af to 20” stortrommer med en 13” tam lige midt imellem og en 16” gulvtam. Samme setup fik genvalg i 2016, men denne gang i form af et Smooth White Drum Limousine uden bundskind på tammerne. Til gengæld var der blå Evansskind på toppen.
Det er nu ikke, fordi Eddi Jarl spiller den lede dobbeltbas med Lars Lilholt Band, at han har hele to stortrommer med på scenen. Det er dels for ikke at drukne i minderne om bandets tidligere trommeslager Klaus Thranes trommesæt med rack i to etager, og dels for at bidrage med en ny og endnu mere rock’n’roll’et attitude. Visuelt bidrager de to stortrommer med symmetri på scenen, og de leder tankerne hen imod Louis Bellson, The Who og tidlig Deep Purple. På lydsiden leverer de bundløse tammer en kort og ”vamset” lyd, der er nem at styre. Den venstre stortromme bliver brugt – stærkt inspireret af Eddi Jarls helt store idol, Steve Gadd – til at levere ekstra tyngde på to og fire, når musikken har bygget sig op til at trænge til det.
Jobbet som trommeslager i Lars Lilholt Band fik Eddi Jarl via en god kombination af ydmyghed og selvsikkerhed – og så selvfølgelig via et godt netværk – det skader ikke lige frem at have været percussionist hos en anden Daltonbroder, Johnny Madsen. Eddi Jarl gik velforberedt til audition med en ydmyghed over for Klaus Thranes arbejde og spillemandstraditionen i bandet og med en selvsikkerhed over for sine egne evner. Eddi ville ikke bare spille som en klon; han spillede numrene på sin måde, således at han vidste, at hvis han skulle gå hen og blive valgt, så ville der være frie tøjler. I samråd med Søren (indehaver af Drum Limousine) tog Eddi Jarl ikke bare et, men to trommesæt med til audition: Et almindeligt sæt og et cocktailsæt i Vintage Orange Glitter Sparkle. Sidstnævnte ment som en ny idé til at fremføre nogle af numrene akustisk helt fremme på scenekanten.
Diversitet som drivkraft
Eddi Jarl nyder ikke bare at have gang i helt forskellige musikalske projekter, han nyder også at spille forskellige steder – om det så er til fødselsdage, firmafester eller på festivaller. Det er forskellene, der inspirerer ham, og den dyrkelse af diversiteten går igen i hans tilgang til trommespillet. Eddi Jarls far er selv trommeslager, så der har altid været musik i huset, og Eddi har været ude at spille fra en tidlig alder. Det er en stor del af hans skole at spille kopimusik, men han har også altid prioriteret at have gang i noget originalt. Eddi Jarl ser sig selv som håndværker. Han har lært sit hverv som spillemand på landevejen såvel som på musikkonservatoriet, og han holder det ved lige ved at komme ud at spille i stedet for at sidde hjemme og øve chops. Det er sådan det fungerer bedst for ham, hvorfor Eddi spillede mere end svimlende 200 jobs sidste år.
Prototyper og benspænd
Eddi Jarl hænger meget ud i Drum Limousine-butikken, hvorfor han har et helt arsenal af Avantgarde bækkener i sin samling. For eksempel var han på pletten, da Søren kom hjem fra Tyrkiet med et par ultratynde prototyper – et 18” paperthin crash og et 18” cajonbækken, som er designet til at blive spillet på med hænderne. Disse to konkurrerer nu om pladsen som topbækken i den 18” hihat, som man sjældent ser Eddie spille uden. Bunden udgøres af et 18” Studio crash. Der er flere fordele ved at spille på en 18” hihat. Den holder setuppet nede, fordi topbækkenet er og kan bruges som et crashbækken, og så er den stor nok til, at man kan smide lidt af hvert ovenpå. For eksempel en salatskål, der leverer lige nøjagtigt den lyd, som Eddi Jarl søgte efter at have hørt en Ry Cooder- plades skramlede, støvede lydbillede.
Eddi Jarl har også en anden prototype i sit arsenal, som han sjældent går på scenen uden: Et 20” deep hammered crash/ride. Det er nu forgangsbækken for en hel serie af Avantgarde Precision-bækkener med en ekstra dyb hamring – EFX Deep Hammered.
Eddi Jarl har en forkærlighed for 20” stortrommer og trælilletrommer – dog med et par undtagelser. Hans 14×6½” Drum Limousine i bronze og hans Supraphonic, der begge besidder den varme lyd, som ellers kun trælilletrommer har. På trods af et par usual suspects på bækkenstativerne, så er Eddi Jarl en mand, som godt kan lide at variere i sit setup – og at gøre det lidt svært for sig selv. Han bakker bilen ind i garagen, og så sammensætter han dagens sæt ud fra sin store samling. En dag kommer der en lilletromme med i stedet for en rack tom, en anden dag spiller han kun på chinabækkener. Eddi har lært sig selv at lave disse kreative benspænd efter en bittersød erfaring med et 18” Avantgarde Star-bækken med huller i. Selvom det havde fået en revne, var det altid med på job. Eddi kunne slet ikke forestille sig at spille på andet, men en dag blev revnen altså for stor, og han blev tvunget til at skifte ud i sit setup. Det resulterede i koncerter kun med chinabækkener. Beslutningen blev truffet for ham, men Eddi fik en masse inspiration ud af den. Det samme er sket, hvor ting er blevet væk eller stjålet. Nu laver Eddi den slags benspænd for sig selv, uden at der skal tyveri og ødelæggelse til at komme med de kreative indspark.
Eddi Jarl har en enorm samling af trommeudstyr, men han spiller altid på et skrabet setup. Der kommer aldrig ret mange trommer med på job – så ender Eddi bare med at spille på dem. Han vil hellere begrænse sig selv og være kreativ med det, der er. ”Goodiebag’en” går han dog aldrig steder uden. Den er en slags analog sampling station, en taske fyldt med alverdens shakere, føromtalte salatskål og splash bækkener til lilletrommen. Har du set Eddi Jarl på Drum Day, ved du helt sikkert, at han ikke er bange for at tage en maraca i hånden, når han spiller. Han har et blødende percussionhjerte, og han har da også haft et par timbales med i trommesættet på årets sommertour med Lars Lilholt Band.
På tour med Steve Gadd
Eddi Jarl er fast mand på Drum Day. Et år blev han sat til at lave noget double drumming med Lars Wagner. Den oplevelse resulterede i, at Eddi nu hver måned mødes med tre andre trommeslagere for at jamme og udveksle erfaringer. I trommeklubben bliver gode ideer delt med glæde. Der er ingen, der tager patent på et nyt fill, som de har fundet på – tværtimod nyder de fire at se deres ideer blive taget nye steder hen. Det handler om musikken, ikke om hvem, der finder på hvad. For Eddi Jarl er det vigtigt, at vi som musikere kan inspirere hinanden. Vi låner alle sammen – også Steve Gadd. ”Han er bare en mand, der spiller trommer og elsker musik”. Det har han selv fortalt Eddi, da de sammen kørte Europa tyndt med Blicher Hemmer Gadd. Eddi var deres roadie på to turneer, hvilket har resulteret i 8000 km på forsædet med forbilledet Steve Gadd. Et så godt selskab må unægtelig have resulteret i en masse gode røverhistorier. ”Så mange, at der ikke er plads til dem i dette interview”, afslutter Eddi og lægger således op til en mulig fortsættelse…